Henrik Ibsens skrifter

Du kan tro jeg igår blev forundret ved at modtage et rekommanderet ​brev med din velkendte håndskrift. Men endnu mere forundret blev jeg da jeg havde læst brevet. De begivenheder, du deri omtaler, nemlig at jeg engang ​under dit ophold i Zürich skulde have sendt dig en pengesum, var aldeles udslettet af min erindring. Med Suzannah er det gået ligedan. Og under alle omstændigheder, påstår hun, var beløbet ikke så stort, som du nu angiver.

Dette får nu være som det vil. Jeg kan på ære og samvittighed forsikkre dig at jeg ingen ting husker om sagen.

Men hør nu! Du skriver at jeg den gang viste dig en tjeneste. Godt! Men så vil jeg minde dig om det gamle ord: Lige for lige. Og derfor så beder jeg dig nu om at vise mig en gentjenste og den skal bestå i at du uden videre indvendinger tager tilbage ​din veksel, hvilken hermed følger indlagt.

Du vil med lethed kunne få beløbet tilbagebetalt i vedkommende bank. Og anvend så heller de penge til noget, som kan være dig til glæde. Du må jo dog på en eller anden måde fejre din gældfrihed, til hvilken jeg af hele mit hjerte lykønsker dig. Jeg véd af ​egen erfaring, hvad en sådan befrielse vil sige.

Altså, denne pengeaffære er nu for alle tider opgjort imellem os og tales ikke mere om. –

Med inderlig deltagelse erfarer vi, ​hvad den stakkers lille Kaj har lidt; men vi håber at det nu vil gå raskt fremad med ham.

Suzannah skriver dig visst snart til. Jeg selv vilde også gerne have skrevet mere idag; men det er mig rent umuligt af mangel på tid.

​ Mit nye skuespil udkommer nemlig i næste uge både i København og ​i Berlin og det er næsten utroligt, hvilken overvældende korrespondance den begivenhed fører med sig.

Altså afbryder jeg her i det jeg sender dig og familjekredsen for øvrigt vore hjerteligste hilsener.